Den sidste uge har været fuld af fantastiske begivenheder - og knapt så meget wifi.
Her er billeder fra vores dag i Huacachina.
mandag den 30. april 2012
Huacachina
Vi sidder nu i Paracas og skal om et par timer til Lima, som er vores sidste destination i Sydamerika.
Den sidste uge har været fuld af fantastiske begivenheder - og knapt så meget wifi.
Her er billeder fra vores dag i Huacachina.
Den sidste uge har været fuld af fantastiske begivenheder - og knapt så meget wifi.
Her er billeder fra vores dag i Huacachina.
torsdag den 26. april 2012
Arica - nyt tøj, strand og natur
Arica er som Iquique en kystby. Forskellen er bare at den ikke er kendt for turister, så vi følte os meget anderledes. Vores hostel var eget af en kiwi fra New Zealand, og det er det mest hjemmelige hostel vi hidtil har været på. Når man kom ind af fordøren gik man ind i deres stue/køkken, hvor vi også måtte være og hvor morgenmaden blev serveret. Forsatte man videre ind kom endnu en stue og et køkken, som vi frit måtte bruge, og rundt omkring var alle værelserne. Det var virkelig hyggeligt. Morgenmaden bestod af varmt brød, juice, havregryn og frisk frugt. Så lækkert!
Vi var i Arica tre dage, hvor første dagen var uden Sophia. Vi gik på marked og købte noget undertøj og vi gik ind i en genbrugsforretning og købte nogle trøjer. Det er meget billigere end at få vasket tøjet et sted. De har nemlig ikke møntvaskerier, så det er rimelg dyrt. Til aftensmad fandt vi en McDonalds og syntes det kunne været meget sjovt at købe tre burgere hver. Puha, det var virkelig ulækkert. Men det var så sjovt at bestille. Manden vi bestilte ved troede vi bare skulle have en lille ting hver, men vi blev ved med at bestille, og han grinte af os, for han vidste vi var kommet ind alene.
Om aftenen var der en
Dagen efter tog vi til stranden med Sophia, og det var meget afslappende - igen. Vi besluttede os for at være rigtig aktive og tage til en nationalpark dagen efter, hvilket vi virkelig aldrig skulle have gjort. Vi betalte rigtig mange penge for at køre i bus i 12 timer med få stop til at tage billeder, og desuden var guiden spansk, så vi forstod ingenting. Alle tre sov næsten i de 12 timer, så det var virkelig penge ud af vinduet! Det var smukt nok, og der var da nogle lamaer, men vi har i forvejen været på så mange ture med lamaer og alpacaer, så det var sådan set lidt kedeligt at bruge 12 timer på at kigge på dem, se på en masse bjerge og dale. Det mest forfærdentlige var, at det var en nationalpark, men alligevel lå der skrald langs vejkanten. Det var forfærdentligt at se hvordan naturen blev behandlet. Men vi kom da hjem udhvilede.
Dagen efter gik mod Peru, hvilket også var lidt af en oplevelse at komme igennem grænsen.
Vi var i Arica tre dage, hvor første dagen var uden Sophia. Vi gik på marked og købte noget undertøj og vi gik ind i en genbrugsforretning og købte nogle trøjer. Det er meget billigere end at få vasket tøjet et sted. De har nemlig ikke møntvaskerier, så det er rimelg dyrt. Til aftensmad fandt vi en McDonalds og syntes det kunne været meget sjovt at købe tre burgere hver. Puha, det var virkelig ulækkert. Men det var så sjovt at bestille. Manden vi bestilte ved troede vi bare skulle have en lille ting hver, men vi blev ved med at bestille, og han grinte af os, for han vidste vi var kommet ind alene.
Om aftenen var der en
Dagen efter tog vi til stranden med Sophia, og det var meget afslappende - igen. Vi besluttede os for at være rigtig aktive og tage til en nationalpark dagen efter, hvilket vi virkelig aldrig skulle have gjort. Vi betalte rigtig mange penge for at køre i bus i 12 timer med få stop til at tage billeder, og desuden var guiden spansk, så vi forstod ingenting. Alle tre sov næsten i de 12 timer, så det var virkelig penge ud af vinduet! Det var smukt nok, og der var da nogle lamaer, men vi har i forvejen været på så mange ture med lamaer og alpacaer, så det var sådan set lidt kedeligt at bruge 12 timer på at kigge på dem, se på en masse bjerge og dale. Det mest forfærdentlige var, at det var en nationalpark, men alligevel lå der skrald langs vejkanten. Det var forfærdentligt at se hvordan naturen blev behandlet. Men vi kom da hjem udhvilede.
Dagen efter gik mod Peru, hvilket også var lidt af en oplevelse at komme igennem grænsen.
onsdag den 25. april 2012
Sand, Sol og Surfing
Iquique er den bedste by vi hidtil har været i. Selvom stedet på ingen måde er kulturel eller har noget spændende, så var det bare så dejligt et sted! Det var bare så dejligt at komme til et almindeligt sted, jeg følte mig helt hjemme ved havet, fastfooden og bikinierne.
I Iquique lavede vi ikke noget vildt spændende og oplevelsesrigt. Men vi havde det godt! Vi tog til en skattefri zone og købte lidt forskellige billigt. Jeg købte bl.a. et vandtæt ur og nogle høretelefoner. Ikke mange turister/rejsende kommer der, så vi blev virkelig kigget efter, snakket til og kaldt 'gringas'. Jeg havde for sjovt købt en lille hoppebold og i køen til KFC var der en lille pige, der pegede på os og sagde 'modelas', som betyder modeller. Jeg blev så glad og gav hende hoppebolden. Det er sjovt så meget opmærksomhed vi får fra alle lokale - faktisk også ret irriterende. Hvis to sydamerikanere eller to afrikanere eller to asiatere kom til Danmark ville vi ikke spørge om vi måtte tage et billede af dem. Men det er virkelig en oplevelse i sig selv, at føle sig virkelig udenfor i samfundet. Man kan godt mærke at man ikke hører til her.
Til aften havde vi meldt os til en barbeque, hvor vi mødte en masse mennesker. Der var rigtig mange fra England, men også nogle fra Island, Schweitz, Holland, Belgium og Tyskland. Vi snakkede meget med nogle engelske drenge og finske piger. Og til aften spillede vi kortspil og drak øl.
Dagen efter mødte vi en virkelig, virkelig sød pige fra Brighton, England. Hun hedder Sophia. Det viste sig, at vi skulle samme vej videre, og vi besluttede os for at rejse sammen så længe som muligt.
Dagen efter bbq måtte vi til indkøbscenteret for at finde en bikini til mig. Hvilken faktisk taget næsten var umuligt! Men trods 25 grader, så var det jo er godt stykke inde i deres efterår, og åbenbart ikke badesæson.... Vi gik fra butik til butik, spurgte og hjælp i informationen. Og endelig fandt vi et par butikker med badetøj. Jeg prøvede først en medium bikini, men den kunne jeg slet ikke komme i. Derefter en large og sidst fandt de grinende en XL frem til mig. Denne kunne jeg godt passe. Så hernede er jeg altså en stor pige! Hvilket jeg virkelig ikke forstår, da de fleste hernede bestemt behøver en større størrelse end XL. Men måske de ikke havde flere af de størrelser tilbage? Det var virkelig en besynderlig oplevelse.
Dagene i Iquique gik sådan set bare med ture til stranden. Vores hostel lå 30 meter fra stranden, så det var let lige at gå tilbage og få middagsmad eller hente noget. Det var simpelthen så fantastisk! Rigtig dejligt bare at bruge tiden med nogle søde, rare mennesker og så bare slappe af hele dagen.
En aften lavede dansk/engelsk aftensmad med Sophia og de to engelske drenge, George og Charlie. Vi lavede en rigtig god kartoffelsalat - meningen var kartofter med brun sovs, men de havde ikke kulør i supermarkedet. Og så lavede vi frikadeller - eller hvad man kan kalde dem. Der var ikke noget svinefars, så det blev til oksefars. Så helt dansk var det ikke. De lavede stegte pølser med kartoffelmos og løgsovs. Det hele var virkelg lækkert. Og det var rigtig hyggeligt!
En af de sidste dage besluttede vi os for at prøve at surfe. Vi havde den mærkeligste instruktør. Han råbte og skældte os ud, når vi ikke gjorde det rigtigt. Og det var altså vældig ofte at vi gjorde noget forkert, da vi alle tre (AK, Sophia og jeg) aldrig før havde prøvet det. Jeg var virkelig god til det faktisk. Kunne stå på brættet i længere tid og fik også drejet. Og det skal helt klart prøves igen! Trods en lidt voldsom oplevelse. Bølgerne er rimelig høje i Iquique, synes jeg ihvertfald. Vi var nok på to meter høje bølger. Men på et tidspunkt da det var min tur, kom der to bølger lige i træk på ca. 5 meters højde. Heldigvis var instruktøren ved mig, og han holdte mig fast i armen og trak mig ned under vandet, hvilket åbentbart og meget logisk er måden at undgå at hvirvle med den store bølge rundt. Men bortset fra denne oplevelse, så var det virkelig sjovt at prøve!
Efter seks dages afslapning i Iquique var det tid til at rejse videre mod nord. Vi måtte sige farvel til de engelske drenge, men tog mod Arica og aftalte at mødes med Sophia der dagen efter.
I Iquique lavede vi ikke noget vildt spændende og oplevelsesrigt. Men vi havde det godt! Vi tog til en skattefri zone og købte lidt forskellige billigt. Jeg købte bl.a. et vandtæt ur og nogle høretelefoner. Ikke mange turister/rejsende kommer der, så vi blev virkelig kigget efter, snakket til og kaldt 'gringas'. Jeg havde for sjovt købt en lille hoppebold og i køen til KFC var der en lille pige, der pegede på os og sagde 'modelas', som betyder modeller. Jeg blev så glad og gav hende hoppebolden. Det er sjovt så meget opmærksomhed vi får fra alle lokale - faktisk også ret irriterende. Hvis to sydamerikanere eller to afrikanere eller to asiatere kom til Danmark ville vi ikke spørge om vi måtte tage et billede af dem. Men det er virkelig en oplevelse i sig selv, at føle sig virkelig udenfor i samfundet. Man kan godt mærke at man ikke hører til her.
Til aften havde vi meldt os til en barbeque, hvor vi mødte en masse mennesker. Der var rigtig mange fra England, men også nogle fra Island, Schweitz, Holland, Belgium og Tyskland. Vi snakkede meget med nogle engelske drenge og finske piger. Og til aften spillede vi kortspil og drak øl.
Dagen efter mødte vi en virkelig, virkelig sød pige fra Brighton, England. Hun hedder Sophia. Det viste sig, at vi skulle samme vej videre, og vi besluttede os for at rejse sammen så længe som muligt.
Dagen efter bbq måtte vi til indkøbscenteret for at finde en bikini til mig. Hvilken faktisk taget næsten var umuligt! Men trods 25 grader, så var det jo er godt stykke inde i deres efterår, og åbenbart ikke badesæson.... Vi gik fra butik til butik, spurgte og hjælp i informationen. Og endelig fandt vi et par butikker med badetøj. Jeg prøvede først en medium bikini, men den kunne jeg slet ikke komme i. Derefter en large og sidst fandt de grinende en XL frem til mig. Denne kunne jeg godt passe. Så hernede er jeg altså en stor pige! Hvilket jeg virkelig ikke forstår, da de fleste hernede bestemt behøver en større størrelse end XL. Men måske de ikke havde flere af de størrelser tilbage? Det var virkelig en besynderlig oplevelse.
Dagene i Iquique gik sådan set bare med ture til stranden. Vores hostel lå 30 meter fra stranden, så det var let lige at gå tilbage og få middagsmad eller hente noget. Det var simpelthen så fantastisk! Rigtig dejligt bare at bruge tiden med nogle søde, rare mennesker og så bare slappe af hele dagen.
En aften lavede dansk/engelsk aftensmad med Sophia og de to engelske drenge, George og Charlie. Vi lavede en rigtig god kartoffelsalat - meningen var kartofter med brun sovs, men de havde ikke kulør i supermarkedet. Og så lavede vi frikadeller - eller hvad man kan kalde dem. Der var ikke noget svinefars, så det blev til oksefars. Så helt dansk var det ikke. De lavede stegte pølser med kartoffelmos og løgsovs. Det hele var virkelg lækkert. Og det var rigtig hyggeligt!
En af de sidste dage besluttede vi os for at prøve at surfe. Vi havde den mærkeligste instruktør. Han råbte og skældte os ud, når vi ikke gjorde det rigtigt. Og det var altså vældig ofte at vi gjorde noget forkert, da vi alle tre (AK, Sophia og jeg) aldrig før havde prøvet det. Jeg var virkelig god til det faktisk. Kunne stå på brættet i længere tid og fik også drejet. Og det skal helt klart prøves igen! Trods en lidt voldsom oplevelse. Bølgerne er rimelig høje i Iquique, synes jeg ihvertfald. Vi var nok på to meter høje bølger. Men på et tidspunkt da det var min tur, kom der to bølger lige i træk på ca. 5 meters højde. Heldigvis var instruktøren ved mig, og han holdte mig fast i armen og trak mig ned under vandet, hvilket åbentbart og meget logisk er måden at undgå at hvirvle med den store bølge rundt. Men bortset fra denne oplevelse, så var det virkelig sjovt at prøve!
Efter seks dages afslapning i Iquique var det tid til at rejse videre mod nord. Vi måtte sige farvel til de engelske drenge, men tog mod Arica og aftalte at mødes med Sophia der dagen efter.
mandag den 23. april 2012
fredag den 20. april 2012
Om Chile og tur gennem Calama
På turen til kustbyen Iquique havde vi et fire timers stop i byen Calama, hvilket resulterede i at vi købte en masse souvinirs iform af latterlig billige hjemmelavede smykker og nogle gadget til vores iphones. Jeg købte mig et cover og plastisk til alle sider, eftersom AKs gamle plastik i hendes iphone reddede skærmen, da hun faldte ned fra klippen. Så nu er vores iphones klar til hvad som helst!
Vi var begge rigtige trætte efter at have været sent oppe dagen før, og jeg tog mig selv i at have chips i den ene hånd og en øretelefon fra mit headset i den anden hånd, hvorefter jeg så putter øretelefonen i munden og chipsene til øret. Det var så sjovt og klart sådan en situation, der redder nogle af de lange, kedelige busture.
Da vi ankom til Calama var det ligesom at være i Sydeuropa, der var McDonalds, bilforhandlere, normal busstation - men stadig masser af butikker, med diverse genstande gud ved hvem vil købe. Det var virkelig dejligt. Vi spiste på en god kinesisk restaurant og gik tilbage til busterminalen for at nå bussen til Iquique.
Noget som Sydamerika virkelig går op i, er genbrug. På små markeder er der endda skraldespande til plastik, organisk materiale og andet. Men jeg synes de bør overveje et retursystem til flasker som vi har, for rundt i gaderne går damer i uniform og samler flasker op fra skraldespandene, hvilket er et lidt latterligt system, men dog får de da genbrugt!
Vi var begge rigtige trætte efter at have været sent oppe dagen før, og jeg tog mig selv i at have chips i den ene hånd og en øretelefon fra mit headset i den anden hånd, hvorefter jeg så putter øretelefonen i munden og chipsene til øret. Det var så sjovt og klart sådan en situation, der redder nogle af de lange, kedelige busture.
Da vi ankom til Calama var det ligesom at være i Sydeuropa, der var McDonalds, bilforhandlere, normal busstation - men stadig masser af butikker, med diverse genstande gud ved hvem vil købe. Det var virkelig dejligt. Vi spiste på en god kinesisk restaurant og gik tilbage til busterminalen for at nå bussen til Iquique.
Noget som Sydamerika virkelig går op i, er genbrug. På små markeder er der endda skraldespande til plastik, organisk materiale og andet. Men jeg synes de bør overveje et retursystem til flasker som vi har, for rundt i gaderne går damer i uniform og samler flasker op fra skraldespandene, hvilket er et lidt latterligt system, men dog får de da genbrugt!
onsdag den 18. april 2012
tirsdag den 10. april 2012
Video om salar de Uyuni
Se link
http://www.youtube.com/watch?v=Z_MhWisUv-U&feature=youtube_gdata_player
http://www.youtube.com/watch?v=Z_MhWisUv-U&feature=youtube_gdata_player
San Pedro de Atacama
San Pedro er en lille ørkenby fuld af turister. Men det er forståeligt. Sikke et dejligt sted! Især når man kommer fra fattige, kolde og uvenlige Bolivia.
Men er der noget, som jeg ikke kan lide, er deres små døre og det at de ikke tager hensyn til høje mennesker. Jeg slår hele tiden mit hoved mod en dørkarm, et stykke træ der stikker ud fra et hus eller noget pynt, der hænger ned fra loftet. Vi savner begge de danske døre og lofte, som er høje!
Dagene her går med total afslapning i solen, mest fordi der ikke andet at lave. Der er flere ture til noget smukt natur, og i går var vi i Månens dal og Dødsdalen. Rigtige smukke steder. Men det er nu også rart bare at nyde vejret med noget lækkert frugtsalat eller juice. Hostelet er et af de mest hyggelige indtil videre. Folk har en meget afslappet atitude og vi låner køkkenet og laver mad. Værelserne er bygget af ler med forskellige flasker som vinduer, meget specielt og charmerende. Mest frustrerende om Chile er deres valuta. En peso er 0,0012 danske. Så vi går rundt og køber vand til 10000 og mere flere hundrede tusindinde på lommen. Specielt og svært at regne ud!
Jeg har forresten shoppet tøj for første gang i en måned. Bolivia og Peru har ikke gode tøj forretninger, men har fundet en hat og to dejlige trøjer, så skal vist snart have smidt noget tøj ud.
I morgen går turen forhåbentligt til Chiles kystby Iquique, og der skal jeg vist shoppe ny bikini.
Men er der noget, som jeg ikke kan lide, er deres små døre og det at de ikke tager hensyn til høje mennesker. Jeg slår hele tiden mit hoved mod en dørkarm, et stykke træ der stikker ud fra et hus eller noget pynt, der hænger ned fra loftet. Vi savner begge de danske døre og lofte, som er høje!
Dagene her går med total afslapning i solen, mest fordi der ikke andet at lave. Der er flere ture til noget smukt natur, og i går var vi i Månens dal og Dødsdalen. Rigtige smukke steder. Men det er nu også rart bare at nyde vejret med noget lækkert frugtsalat eller juice. Hostelet er et af de mest hyggelige indtil videre. Folk har en meget afslappet atitude og vi låner køkkenet og laver mad. Værelserne er bygget af ler med forskellige flasker som vinduer, meget specielt og charmerende. Mest frustrerende om Chile er deres valuta. En peso er 0,0012 danske. Så vi går rundt og køber vand til 10000 og mere flere hundrede tusindinde på lommen. Specielt og svært at regne ud!
Jeg har forresten shoppet tøj for første gang i en måned. Bolivia og Peru har ikke gode tøj forretninger, men har fundet en hat og to dejlige trøjer, så skal vist snart have smidt noget tøj ud.
I morgen går turen forhåbentligt til Chiles kystby Iquique, og der skal jeg vist shoppe ny bikini.
Uyuni og Ørkenen
Vi tog bussen klokken 20.00 fra La Paz, og det var meningen at vi skulle ankomme til Uyuni klokken 4.30. Men det er jo Bolivia vi snakker om. Vejene er ikke asfalterede, men grusveje eller marker man kører på. Så det var ikke særligt behageligt! Jeg sov ihvertfald ikke særlig godt. Men pludselig om morgenen klokken 6.30 vågnede jeg ved at bussen bevægede sig mærkeligt. Det viste sig så, at vi var kørt fast. Alle pånær dem i V.I.P. sæderne skulle ud og skubbe, så mens de andre skubbede bussen fri sad vi i vores dejlige bredde, bløde sæder. Lækkert! Men bolivianere forstår ikke rigtigt det med tid. 10 minutter er mellem 30 minutter og seks timer. Så selvfølgelig kom vi forsent. Helt præcis ankom vi klokken 09.00, og skulle først til at finde det kontor vi blev samlet op fra klokken 10.00! Stres!!! Men, igen, boliviansk tid er bare et tal, så vi blev hentet 11.45, selvom vi både fik kl. 10.30, 11.00, 11.15 og 11.30 at vide. Men afsted kom vi da.
En lille skuffelse var nok, at de fire andre vi skulle med, var to gifte par. Vi havde håbet lidt på nogle på vores alder. Men de er nu meget søde! Turen gik først til en tog kirkegård, hvor massere af tog bare er blevet sat ud ude i ørkenen. Ja ørkenen, vi er nu i et helt andet klima. Mmmh! Varme! Men kolde nætter. Dejligt med sol alligevel. Men det var nu spændende at se de fuldstændig rustne toge og hvordan de bare stod midt i ørkenen.
Turen gik derefter til en by med et salt museum, det var kedeligt! Men vi fik strukket vores ben. Herefter stod det på Salar de Uyuni - saltørkenen!
Hold nu op hvor var det en specielt oplevelse. Virkelig spændende at se en ørken af salt. Vi tog masser af sjove billeder og gik rundt i saltet med bare fødder. Det var så smukt at se horisonten hvor det blå og det hvide mødtes! Eller når der lå vand på saltet, så det lignede at man stod midt i himlen. Så smukt. Virkelig noget alle bør opleve!
Efter saltørkenen gik det 200 km syd på til en lille, lille landsby hvor vi skulle overnatte. Heldigvis var værelset rigtig dejligt, eller ihvertfald god standard i Bolivia. Vi fik lækker aftensmad og snakkede med resten af gruppen. Det ene par var fra Canada og det andet et indisk par fra London. Søde, søde mennesker.
Morgenen efter vågnede vi ved at der var skygger på væggen og mennesker udenfor der lavede en eller anden påskemesse. Det var rimelig uhyggeligt at vågne til, men det er jo påske, alt er anderledes!
Anden dag ankom vi til verdens tørreste sted, nemlig Atacama ørkenen. Det vildeste vi så var den røde lagune, som på grund af jern og tin fra vulkanens sten er helt rød. Det blæste sindssygt meget, men det var virkelig flot. Jo mere blæst des mere rød er søen. Så nogle gange er den også lyserød, men vi var heldige at se den helt blodrød. Ovenpå søen var flere saltøer på grund af det høje indhold af salt. Søen så virkelig helt unaturlig ud.
Vi stoppede også et sted for at strække vores ben, og her var en masse sjove runde klippesten.
AK kravlede op på stenene for at få taget et billede. Men uheldigvis, da hun kravlede ned, sad hendes fod fast mellem to klippesten og hun væltede ca. tre meter ned. Eftersom det var mellem to klippestykker, havde hun ikke mulighed for at sætte fra med hænderne, og hun faldte ned med hovedet først og landede på højre side. Det så virkelig uhyggeligt ud og hun var virkelig, virkelig utrolig heldig. Jeg løb hen til hende og sammen med en mand fik vi hende trukket ud mellem de to klipper, hvor hun sad fast. Hurtigt kom de andre fra gruppen og heldigvis var en af dem læge. Det så alvorligt ud, da hun blødte rimelig meget fra hovedet, men det var heldigvis en lille hudafskrabning og ikke noget alvorligt ved hovedet. Da vi var i ca. 5000 meters højde fik hun iltmaske og blev tjekket for brud og hjernerøstelse, men der var kun alvorlige skrammer. Så værst er hendes knæ og hænder. Hun er fin nu, alt vi bekymrer os for er betændelse, men sårene bliver renset hver dag.
Om aftenen kom vi frem til et sted med diverse hostels og en lille kiosk midt i ørkenen, og her skulle vi sove. Det var så koldt! Men vi hyggede os med suppe og masser af kortspil med de andre fra gruppen.
Dagen efter stod vi op klokken 04.00, det var virkelig hårdt!! Vi så gejsere, en lagune med varme kilder og en grøn lagune. Og klokken 9.00 ankom vi til grænsen til Chile, hvor vi blev kørt til San Pedro de Atacama.
I forstår ikke hvor glad og hjemme jeg følte mig, selvom alt var anderledes, da vi kom til Chile. Men det var bare så betryggende og dejligt at se rigtige veje med striber, reflekser og vejskilte igen!
Chile er et fantastisk land. Ved ikke om det bare var vejene og de 24 grader, der gjorde mig så glad for landet, men her er bare så dejligt. Befolkningen er meget forskellig fra den bolivianske. De er mere moderne, de ved hvad en iphone er og ejer den muligvis, de snakker med fremmede, de kan faktisk en smule engelsk - eller prøver ihvertfald, de har toiletbræt, toiletpapir, lås, sæbe, dør og rengøring. Og så er selve landskabet bare så utrolig smukt.
Vi er nu i San Pedro de Atacama og skal være her tre nætter. Idag var vi på tur i ørkenen og så en masse forskellig natur, bl.a. er der et område, hvor to kontinentplader er stødt sammen, så alle klipper er fuldstændig lodrette skudt op i landskabet.
I morgen skal vi slappe af og se hvad dagen bringer os, inden vi tager til kystbyen Iquique og skal solbade og muligvis surfe.
En lille skuffelse var nok, at de fire andre vi skulle med, var to gifte par. Vi havde håbet lidt på nogle på vores alder. Men de er nu meget søde! Turen gik først til en tog kirkegård, hvor massere af tog bare er blevet sat ud ude i ørkenen. Ja ørkenen, vi er nu i et helt andet klima. Mmmh! Varme! Men kolde nætter. Dejligt med sol alligevel. Men det var nu spændende at se de fuldstændig rustne toge og hvordan de bare stod midt i ørkenen.
Turen gik derefter til en by med et salt museum, det var kedeligt! Men vi fik strukket vores ben. Herefter stod det på Salar de Uyuni - saltørkenen!
Hold nu op hvor var det en specielt oplevelse. Virkelig spændende at se en ørken af salt. Vi tog masser af sjove billeder og gik rundt i saltet med bare fødder. Det var så smukt at se horisonten hvor det blå og det hvide mødtes! Eller når der lå vand på saltet, så det lignede at man stod midt i himlen. Så smukt. Virkelig noget alle bør opleve!
Efter saltørkenen gik det 200 km syd på til en lille, lille landsby hvor vi skulle overnatte. Heldigvis var værelset rigtig dejligt, eller ihvertfald god standard i Bolivia. Vi fik lækker aftensmad og snakkede med resten af gruppen. Det ene par var fra Canada og det andet et indisk par fra London. Søde, søde mennesker.
Morgenen efter vågnede vi ved at der var skygger på væggen og mennesker udenfor der lavede en eller anden påskemesse. Det var rimelig uhyggeligt at vågne til, men det er jo påske, alt er anderledes!
Anden dag ankom vi til verdens tørreste sted, nemlig Atacama ørkenen. Det vildeste vi så var den røde lagune, som på grund af jern og tin fra vulkanens sten er helt rød. Det blæste sindssygt meget, men det var virkelig flot. Jo mere blæst des mere rød er søen. Så nogle gange er den også lyserød, men vi var heldige at se den helt blodrød. Ovenpå søen var flere saltøer på grund af det høje indhold af salt. Søen så virkelig helt unaturlig ud.
Vi stoppede også et sted for at strække vores ben, og her var en masse sjove runde klippesten.
AK kravlede op på stenene for at få taget et billede. Men uheldigvis, da hun kravlede ned, sad hendes fod fast mellem to klippesten og hun væltede ca. tre meter ned. Eftersom det var mellem to klippestykker, havde hun ikke mulighed for at sætte fra med hænderne, og hun faldte ned med hovedet først og landede på højre side. Det så virkelig uhyggeligt ud og hun var virkelig, virkelig utrolig heldig. Jeg løb hen til hende og sammen med en mand fik vi hende trukket ud mellem de to klipper, hvor hun sad fast. Hurtigt kom de andre fra gruppen og heldigvis var en af dem læge. Det så alvorligt ud, da hun blødte rimelig meget fra hovedet, men det var heldigvis en lille hudafskrabning og ikke noget alvorligt ved hovedet. Da vi var i ca. 5000 meters højde fik hun iltmaske og blev tjekket for brud og hjernerøstelse, men der var kun alvorlige skrammer. Så værst er hendes knæ og hænder. Hun er fin nu, alt vi bekymrer os for er betændelse, men sårene bliver renset hver dag.
Om aftenen kom vi frem til et sted med diverse hostels og en lille kiosk midt i ørkenen, og her skulle vi sove. Det var så koldt! Men vi hyggede os med suppe og masser af kortspil med de andre fra gruppen.
Dagen efter stod vi op klokken 04.00, det var virkelig hårdt!! Vi så gejsere, en lagune med varme kilder og en grøn lagune. Og klokken 9.00 ankom vi til grænsen til Chile, hvor vi blev kørt til San Pedro de Atacama.
I forstår ikke hvor glad og hjemme jeg følte mig, selvom alt var anderledes, da vi kom til Chile. Men det var bare så betryggende og dejligt at se rigtige veje med striber, reflekser og vejskilte igen!
Chile er et fantastisk land. Ved ikke om det bare var vejene og de 24 grader, der gjorde mig så glad for landet, men her er bare så dejligt. Befolkningen er meget forskellig fra den bolivianske. De er mere moderne, de ved hvad en iphone er og ejer den muligvis, de snakker med fremmede, de kan faktisk en smule engelsk - eller prøver ihvertfald, de har toiletbræt, toiletpapir, lås, sæbe, dør og rengøring. Og så er selve landskabet bare så utrolig smukt.
Vi er nu i San Pedro de Atacama og skal være her tre nætter. Idag var vi på tur i ørkenen og så en masse forskellig natur, bl.a. er der et område, hvor to kontinentplader er stødt sammen, så alle klipper er fuldstændig lodrette skudt op i landskabet.
I morgen skal vi slappe af og se hvad dagen bringer os, inden vi tager til kystbyen Iquique og skal solbade og muligvis surfe.
søndag den 8. april 2012
Verdens største byggeplads
Første indtryk af La Paz var rædselsfuld. Det var som om at millioner af mennesker en dag var kommet til La Paz, og alle på samme tid besluttede sig for at bygge et hus. Ingen af husene var færdig byggede! Overalt var halv byggede huse, eller huse hvor kun øverste etage havde vinduer og døre. Nogle huse havde et lagen som vindue. Det var virkelig forfærdentligt! Jeg ved ikke om det er fordi de ikke har penge til vinduer, eller om det er fordi de ikke har tid til at bygge deres huse færdige. Selv en stor stadion var ved at blive bygget, men selvom vi kom forholdsvis tidligt til byen, var der ingen arbejdere som var ved at bygge på den.
Min første tanke var, at vi dagen efter skulle tage videre. Jeg havde bestemt ikke lyst til at være her et sekund længere.
Men da vi kom ind til centrum blev alt lidt mere 'normalt', og med normalt mener jeg færdigbygget.
Da vi stod af bussen sagde en mand at vi kunne tage bussen til busterminalen derfra. Det var virkelig mærkeligt. Vi blev bare sat af midt på en tilfældig gade og vidste ikke hvor i den store by vi var. Men vi snakkede med en anden backpacker, som viste os en vej hvorpå, der var massere af hostels. Tilfældigvis mødte vi de tre nordmænd, som vi havde taget en minifærge med, og vi gik sammen rundt fra hostel til hostel for at finde et sted at sove. Intet var ledigt, så AK og jeg lod vores ting være ved nordmændene og gik rundt indtil vi fandt et ledigt sted.
Dagen efter tog vi på Loki hostel - et party hostel i La Paz. Og her er virkelig lækkert. Lækre bade, senge, mad, computere og bar! Vi ville egentligt kun være her to nætter, men endte med at blive her fire, for bare at slappe lidt af og møde en masse nye mennesker.
Der er egentligt ikke så meget at fortælle om La Paz. Byen er meget forvirrende. Der er ikke rigtigt nogle butikker, jeg har ledt efter noget badetøj, men det kan man altså ikke finde i Bolivias hovedstad. Så jeg må leve uden. Egentligt har vi brugt mest tid på at spise, sove og drikke øl i baren. Men vi har også været på marked og brugt aaaalt for mange penge.
Dagen vi tog til markedet var der udenfor hostelet to politimænd som kaldte os over, fordi de "ville se vores pas". Jeg var meget nervøs, for bolivianere kan ikke lide amerikanere, og vi ligner lidt nogle fra Nordamerika. Men det viste sig at de bare at de gerne bare ville have vores opmærksomhed, fordi vi er to unge, høje og lyshårede piger. Så vi fik et kys på kinden og lov til at gå videre.
Vi kom frem til et indkøbscenter med en masse mærkelige butikker, og jeg lånte toilettet. Vinduet derude var åbent og man kunne høre en masse mennesker i demonstration og en masse skud blive affyrret. Så vi besluttede at skynde os tilbage til vores hostel. Udenfor stod flere politimænd og spærrede vejen, og vi skyndte os væk fra alt balladen i modsatte retning af demonstranter og politifolk. Det var rimelig skræmmende, men alle andre omkring os var helt rolige, så det var lidt en mærkelig følelse!
Idag er det så torsdag og vi rejser mod Uyuni. Hvilket ikke var vores plan. Egentligt skulle vi til Potosí og se en aktiv mine, men da der er påske - og alt er lukket, så har vi måttet springe både Potosí og Sucre over. Men det er nu nok godtnok bare at komme ud af Bolivia og ind i det mere rige Chile. Jeg håber deres samfund er lidt mere opbygget som vores, så jeg kan finde en bikini og vi kan få nogle ordentlige hostels!
Billeder:
Den ufærdige stadion
Nachos
Sådan bussen kommer over søen
Min første tanke var, at vi dagen efter skulle tage videre. Jeg havde bestemt ikke lyst til at være her et sekund længere.
Men da vi kom ind til centrum blev alt lidt mere 'normalt', og med normalt mener jeg færdigbygget.
Da vi stod af bussen sagde en mand at vi kunne tage bussen til busterminalen derfra. Det var virkelig mærkeligt. Vi blev bare sat af midt på en tilfældig gade og vidste ikke hvor i den store by vi var. Men vi snakkede med en anden backpacker, som viste os en vej hvorpå, der var massere af hostels. Tilfældigvis mødte vi de tre nordmænd, som vi havde taget en minifærge med, og vi gik sammen rundt fra hostel til hostel for at finde et sted at sove. Intet var ledigt, så AK og jeg lod vores ting være ved nordmændene og gik rundt indtil vi fandt et ledigt sted.
Dagen efter tog vi på Loki hostel - et party hostel i La Paz. Og her er virkelig lækkert. Lækre bade, senge, mad, computere og bar! Vi ville egentligt kun være her to nætter, men endte med at blive her fire, for bare at slappe lidt af og møde en masse nye mennesker.
Der er egentligt ikke så meget at fortælle om La Paz. Byen er meget forvirrende. Der er ikke rigtigt nogle butikker, jeg har ledt efter noget badetøj, men det kan man altså ikke finde i Bolivias hovedstad. Så jeg må leve uden. Egentligt har vi brugt mest tid på at spise, sove og drikke øl i baren. Men vi har også været på marked og brugt aaaalt for mange penge.
Dagen vi tog til markedet var der udenfor hostelet to politimænd som kaldte os over, fordi de "ville se vores pas". Jeg var meget nervøs, for bolivianere kan ikke lide amerikanere, og vi ligner lidt nogle fra Nordamerika. Men det viste sig at de bare at de gerne bare ville have vores opmærksomhed, fordi vi er to unge, høje og lyshårede piger. Så vi fik et kys på kinden og lov til at gå videre.
Vi kom frem til et indkøbscenter med en masse mærkelige butikker, og jeg lånte toilettet. Vinduet derude var åbent og man kunne høre en masse mennesker i demonstration og en masse skud blive affyrret. Så vi besluttede at skynde os tilbage til vores hostel. Udenfor stod flere politimænd og spærrede vejen, og vi skyndte os væk fra alt balladen i modsatte retning af demonstranter og politifolk. Det var rimelig skræmmende, men alle andre omkring os var helt rolige, så det var lidt en mærkelig følelse!
Idag er det så torsdag og vi rejser mod Uyuni. Hvilket ikke var vores plan. Egentligt skulle vi til Potosí og se en aktiv mine, men da der er påske - og alt er lukket, så har vi måttet springe både Potosí og Sucre over. Men det er nu nok godtnok bare at komme ud af Bolivia og ind i det mere rige Chile. Jeg håber deres samfund er lidt mere opbygget som vores, så jeg kan finde en bikini og vi kan få nogle ordentlige hostels!
Billeder:
Den ufærdige stadion
Nachos
Sådan bussen kommer over søen
mandag den 2. april 2012
Isla del Sol og Copacabana
Begge steder lyder som himlen. Men tro mig, det er ikke så idylisk, som det lyder.
Vi havde købt en billet til nordsiden af Isla del Sol, og i vores turistbog skulle stedet være fantastisk smukt og idyllisk. Bogen kaldte stedet charmerende - og som far siger, betyder det 'gammelt og forfaldent', en god beskrivelse af stedet!
På båden mødte vi en fra Chile og fire andre fra Argentina. De var vildt flinke og vi aftalte at sove det samme sted. Men da vi kom frem var det ikke rigtigt hostels eller hoteller, mere familier, som havde nogle ekstra rum, som de lejede ud. Vi fandt et billigt sted ved stranden, som virkelig var noget gammelt lort. Ingen strøm, sengene var af pap, strå og træ, med en lille tynd madras. Det ville måske have været bedre at sove på stranden i telt end i disse senge! Toilettet var boliviansk standard - dog lidt mere exceptionelt, da der var lås. Men alle steder var af samme standard og vi måtte jo sove et eller andet sted. Så vi fandt os et værelse.
Da det var blevet lidt sent med at finde et nogenlunde ordentligt sted måtte vi droppe planerne om at vandre op til nogle inka ruiner, og vi fandt i stedet noget aftensmad. Der var kun en restaurant åbent - en som var familie ejet. Det vil sige at forældrene lavede maden og børnene var tjenerne, hvilket ikke var så charmerende. Og slet ikke da andre børn legede udenfor og de kiggede misundeligt ud ad vinduet.
Om aftenen hyggede vi på stranden med argentinerne, vi snakkede meget om forskellen på vores samfund og det var virkelig interessant og sjovt at snakke med dem.
Næste dag gik med bådtur til sydøen. Her var det lidt mere turistisk og derfor var hygiejnen og husene lidt bedre i stand. Vi gik ud til sydspidsen for at se en gammel ruin og hele vejen tilbage igen, det var sindssygt hårdt.
Desværre kom jeg tilfældigvis til at slette alle billederne på mit kamera, så der røg Machu Picchu, Uros Island, Armantani Island og alle billederne fra nordøen. Æv.
Nu er vi kommet til La Paz og her skal vi bare slappe af så længe vi har lyst, inden vi igen skal på farten.
Abonner på:
Opslag (Atom)