tirsdag den 10. april 2012

Uyuni og Ørkenen

Vi tog bussen klokken 20.00 fra La Paz, og det var meningen at vi skulle ankomme til Uyuni klokken 4.30. Men det er jo Bolivia vi snakker om. Vejene er ikke asfalterede, men grusveje eller marker man kører på. Så det var ikke særligt behageligt! Jeg sov ihvertfald ikke særlig godt. Men pludselig om morgenen klokken 6.30 vågnede jeg ved at bussen bevægede sig mærkeligt. Det viste sig så, at vi var kørt fast. Alle pånær dem i V.I.P. sæderne skulle ud og skubbe, så mens de andre skubbede bussen fri sad vi i vores dejlige bredde, bløde sæder. Lækkert! Men bolivianere forstår ikke rigtigt det med tid. 10 minutter er mellem 30 minutter og seks timer. Så selvfølgelig kom vi forsent. Helt præcis ankom vi klokken 09.00, og skulle først til at finde det kontor vi blev samlet op fra klokken 10.00! Stres!!! Men, igen, boliviansk tid er bare et tal, så vi blev hentet 11.45, selvom vi både fik kl. 10.30, 11.00, 11.15 og 11.30 at vide. Men afsted kom vi da.
En lille skuffelse var nok, at de fire andre vi skulle med, var to gifte par. Vi havde håbet lidt på nogle på vores alder. Men de er nu meget søde! Turen gik først til en tog kirkegård, hvor massere af tog bare er blevet sat ud ude i ørkenen. Ja ørkenen, vi er nu i et helt andet klima. Mmmh! Varme! Men kolde nætter. Dejligt med sol alligevel. Men det var nu spændende at se de fuldstændig rustne toge og hvordan de bare stod midt i ørkenen.
Turen gik derefter til en by med et salt museum, det var kedeligt! Men vi fik strukket vores ben. Herefter stod det på Salar de Uyuni - saltørkenen!
Hold nu op hvor var det en specielt oplevelse. Virkelig spændende at se en ørken af salt. Vi tog masser af sjove billeder og gik rundt i saltet med bare fødder. Det var så smukt at se horisonten hvor det blå og det hvide mødtes! Eller når der lå vand på saltet, så det lignede at man stod midt i himlen. Så smukt. Virkelig noget alle bør opleve!
Efter saltørkenen gik det 200 km syd på til en lille, lille landsby hvor vi skulle overnatte. Heldigvis var værelset rigtig dejligt, eller ihvertfald god standard i Bolivia. Vi fik lækker aftensmad og snakkede med resten af gruppen. Det ene par var fra Canada og det andet et indisk par fra London. Søde, søde mennesker.
Morgenen efter vågnede vi ved at der var skygger på væggen og mennesker udenfor der lavede en eller anden påskemesse. Det var rimelig uhyggeligt at vågne til, men det er jo påske, alt er anderledes!
Anden dag ankom vi til verdens tørreste sted, nemlig Atacama ørkenen. Det vildeste vi så var den røde lagune, som på grund af jern og tin fra vulkanens sten er helt rød. Det blæste sindssygt meget, men det var virkelig flot. Jo mere blæst des mere rød er søen. Så nogle gange er den også lyserød, men vi var heldige at se den helt blodrød. Ovenpå søen var flere saltøer på grund af det høje indhold af salt. Søen så virkelig helt unaturlig ud.
Vi stoppede også et sted for at strække vores ben, og her var en masse sjove runde klippesten.
AK kravlede op på stenene for at få taget et billede. Men uheldigvis, da hun kravlede ned, sad hendes fod fast mellem to klippesten og hun væltede ca. tre meter ned. Eftersom det var mellem to klippestykker, havde hun ikke mulighed for at sætte fra med hænderne, og hun faldte ned med hovedet først og landede på højre side. Det så virkelig uhyggeligt ud og hun var virkelig, virkelig utrolig heldig. Jeg løb hen til hende og sammen med en mand fik vi hende trukket ud mellem de to klipper, hvor hun sad fast. Hurtigt kom de andre fra gruppen og heldigvis var en af dem læge. Det så alvorligt ud, da hun blødte rimelig meget fra hovedet, men det var heldigvis en lille hudafskrabning og ikke noget alvorligt ved hovedet. Da vi var i ca. 5000 meters højde fik hun iltmaske og blev tjekket for brud og hjernerøstelse, men der var kun alvorlige skrammer. Så værst er hendes knæ og hænder. Hun er fin nu, alt vi bekymrer os for er betændelse, men sårene bliver renset hver dag.
Om aftenen kom vi frem til et sted med diverse hostels og en lille kiosk midt i ørkenen, og her skulle vi sove. Det var så koldt! Men vi hyggede os med suppe og masser af kortspil med de andre fra gruppen.
Dagen efter stod vi op klokken 04.00, det var virkelig hårdt!! Vi så gejsere, en lagune med varme kilder og en grøn lagune. Og klokken 9.00 ankom vi til grænsen til Chile, hvor vi blev kørt til San Pedro de Atacama.
I forstår ikke hvor glad og hjemme jeg følte mig, selvom alt var anderledes, da vi kom til Chile. Men det var bare så betryggende og dejligt at se rigtige veje med striber, reflekser og vejskilte igen!
Chile er et fantastisk land. Ved ikke om det bare var vejene og de 24 grader, der gjorde mig så glad for landet, men her er bare så dejligt. Befolkningen er meget forskellig fra den bolivianske. De er mere moderne, de ved hvad en iphone er og ejer den muligvis, de snakker med fremmede, de kan faktisk en smule engelsk - eller prøver ihvertfald, de har toiletbræt, toiletpapir, lås, sæbe, dør og rengøring. Og så er selve landskabet bare så utrolig smukt.
Vi er nu i San Pedro de Atacama og skal være her tre nætter. Idag var vi på tur i ørkenen og så en masse forskellig natur, bl.a. er der et område, hvor to kontinentplader er stødt sammen, så alle klipper er fuldstændig lodrette skudt op i landskabet.
I morgen skal vi slappe af og se hvad dagen bringer os, inden vi tager til kystbyen Iquique og skal solbade og muligvis surfe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar