Santa Fe, Aliens & Grotte

Efter en god omgang morgenmad i Monument Valley gik turen mod Santa Fe, New Mexico. Det var en lang køretur og vi ankom lige til at alle butikkerne i byen lukkede. Byen var meget, meget hyggelig. Et sted jeg ville ønske vi kunne bruge mere tid på. Der er muligvis ikke så meget at lave, men menneskerne var bare så venlige, at der helt sikkert skulle bruges nogle flere dage! Vi gik rundt på 'plazaen', og her var en betjent, som viste os en rigtig god is bod, hvor vi fik lov til at smage masser af gratis smagsprøver, før vi bestilte en lille kugle is. Vi gik rundt om torvet og købte popcorn i en popcorn bod af en gammel mand, de var virkelig gode, bortset fra at jeg købte med jalapeño på, så de blev rimelig uudholdelige i længden!
Vi mødtes med resten af gruppen til en omgang fælles nachos på en god restaurant, hvorefter vi skulle tilbage til campen og sove.

De søde piger - sjove hatte

Dagen efter stod på Roswell og Carlsbad Caverns. Vi fik tid til at se Roswell til middag. Roswell er en virkelig mærkelig by. De mener at der har været tegn på at aliens har besøgt jorden i et område ved Roswell. Så alt har bare noget med aliens at gøre! De havde så mange nips butikker, hvor man kunne købe alt med aliens, og de havde bøger med forskellige konspirationsteorier, bl.a. at Marilyn Monroe blev dræbt af den amerikanske regering, fordi hun vidste for meget om alt muligt - bl.a. aliens.

Der var restauranter, bagerier, museer med fokus på aliens, der var sågar en væg, hvorpå folk havde sat opslag med billeder de havde taget af UFO'er. Så mærkeligt et sted!

Herefter ankom vi til naturreservatet Carlsbad Caverns, som er en kæmpe stor grotte med drypsten, flagermus, svaler og mørke! Vi fik adgang til grotten og gik og kiggede på de flotte drypsten, det var rigtig koldt, men virkelig flot. Anne Kathrine og jeg gik alene sammen i grotten, og vi kommer så til et skilt hvorpå der står 'Cave watching' og der er ovenover et videokamera, AK går straks hen og sætter hovedet foran kameraet, og jeg spørger hvad hun laver. Hun troede altså at cave watching var, så man kunne se ind i kameraet og se grotten med nattekikkert, men nej, det var bare et overvågningskamera!
Vi kommer tilbage til campingpladsen og får fajitas og går tidligt i seng.

Vores tur bestod af rigtig meget kørsel, og derfor magasiner, ordspil, søvn, Desperate Housewives og søvn i store mængder!

Monument Valley - indianer reservat

For en gangs skyld skulle vi sent afsted og fik derfor sovet ud, men dette resulterede selvfølgelig også i en sen ankomst til Monument Valley cirka klokken 18.00. Monument Valley er et indianer reservat hvor Navajo indianerne hører til. Vi fik pakket en lille dagstaske ind i en jeep lignende bil og så var det ellers bare på tur ud i ørkenen!
Hold nu op hvor er det et af de smukkeste steder, som jeg nogensinde i mit liv har set. Det var bare så flot og virkelig fantastisk at det er skabt af vind og vejr! Vi kørte rundt og så en masse forskellige store klipper - ja alle klipper har form som et-eller-andet i følge indianerne, vi så "solens øje" og "vindens øre", mænd, skibe, tekander - ja alt.

Josephine, Cecilie, AK, Martine udstrækker foran 'tekanderne'

"Solens Øje" - Bemærk AK!

Efter rundtur i ørkenen blev vi kørt hen til en lejr, hvor der var lavet aftensmad til os. Det var en form for pandekage med fyld - ligesom en burrito/tortilla, bare med noget andet dej og i stedet for hakket oksekød var det en steak, som man puttede indeni. En af de lokale så og sidde og spise med kniv og gaffet - ja hvad ellers spiser man steak med? og han grinede af os og sagde at vi skulle rulle den ligesom en burrito, men det var svært med kødet indeni! Efter aftensmad var der en lokal som spillede på trommer og sang indianer sange, hvilket i mine øre bare lyder som en masse lyde med følelser i. Det var meget specielt, måske sangen ikke var så yndefuld, meget vild, men fuldstændig som jeg har forestillet mig vilde indianere er.

Indianerne i Nordamerika er mere normade folk og 'vilde' end dem i Sydamerika, det kunne sagtens ses! Men det skal selvfølgelig også nævnes, at de i Nordamerika er nogenlunde integreret i USA, de er statsborgere, stemmer i politik, går i skole, arbejder og går klædt som enhver anden amerikaner, de har bare en anden baggrund, er stolt af den og går op i at udføre ritualerne og følger deres forfædres tro. 

Og det var rigtig dejligt at se, at de ikke havde klædt sig ud for turisternes skyld, men faktisk var 'almindelige', moderne mennesker.

Efter trommerne og sangen kom en indianermand - dog udklædt med fjer, dragt og sko. Og nu skulle alle danse. Vi fik en partner hver og lavede alt muligt sjov dans - blandt andet hvor vi stod i rundkreds og skulle parvis ind i midten og danse indianer dans, det var rigtig sjovt og fik alles humør helt i top! 

Sunny & AK

Vores guide tog os efter dansen hen til en 'halvgrotte' med hul i toppen - lidt ligesom "Solens Øje" bare meget, meget større. Her fik besked på at lægge os op ad klippen og kigge op på stjernerne. Aldrig i mit liv har jeg set så tydelige stjerner, det var simpelthen så smukt og idylisk. Guiden, som var fra en stamme i Monument Valley, og som også havde levet nomade livet, spillede fløjte for os og fortalte historier, mens vi lå der og kiggede op på den smukke, smukke stjerneklare himmel.

Trætte blev vi alle, og da det var blevet tusmørke skulle vi til vores sovested. Sove stedet var en 'hogan', en hytte af vistnok ler, strå og træ. Den var rund og i midten var en stor pæl, som holdte loftet, og det var meget vigtigt at gå rundt i den med klokken, for ellers ødelagde vi den positive energi. 

Vi fik næsten ingen søvn, selvom vi lå godt og varmt, men vi blev vækket før solen stod op, fordi vi skulle ud at se solopgangen. Vi kørte i ørken landsskabet indtil vi kom til et meget specielt sted, og her ventede vi på at solen stod op. Jeg kan ikke beskrive så smukt det var, så her kommer en masse billeder i kan se. Og prøv at forestil jer, at i ser på den flotte natur, mens guiden er 50 meter væk og stille spiller solen op med sin fløjte.

Sidste dag

Her lidt billeder fra vores sidste dag på Manhattan - imorgen skal vi tilbage til Danmark.

New York City

Første dag i Sidste destination

Grand Canyon

Efter Utah gik turen til Grand Canyon. Det var en rigtig lang køretur vi skulle ud på, og det værste ved lange køreture er, at man rigtig sidder og tænker på alt muligt. Så jeg havde virkelig meget hjemve den dag. Inden ankomst til Grand Canyon skulle vi købe ind til aftensmad i Wal Mart. Det var min gruppe som skulle lave maden og vi købte ind til lækker chili con carne. De andre piger havde fri og gik rundt og kiggede på wallmart tøj, hvilket er meget billigt - vil lige understrege meget! Så hvad hjælper på en trist pige? Lidt shopping selvfølgelig, så jeg købte mig et par billige trøjer og fik igen et lille smil på læben.
Noget besynderligt ved Walmart er, at der i deres indgang er en kæmpe opslagstavle, hvorpå man kan få ophængt opslag om forsvundne personer. Det er helt vanvittigt, så mange der hang der, og jeg blev helt trist. Vores stat og medier gør noget ved forsvundne personer, jeg har aldrig set et opslag med det nede i en brugs eller lignende. Om aftenen hyggede vi omkring bålet, hvor vi fortalte lidt om os selv. Vores turguide var lidt speciel, han havde ihvertfald oplevet lidt af hvert i en ung alder. Han var 28 og havde været guide i to år, pilot, pirat, skibums, boet i Mellemamerika, bygget faldskærme, og sidste år bestog han 22 vulkaner. Hvor meget af det der var sandt ved jeg ikke, men speciel var han da.
Vi gik tidligt i seng af udmattelse - at snakke engelsk en hel dag kan godt være trættende og desuden skulle vi op og vandre dagen efter.
Vi stod tidligt op og spiste masser af morgenmad og tog afsted mod canyonen. Vi var de fire danske piger, og vi havde 10 km foran os, fem ned af bjerget og fem op igen. Vores mål var Sceleton Point som skulle være et smukt udkigspunkt. Vi begav os afsted, og selv efter kort tid kunne vi mærke varmen, det handlede om at have nok væske med. Det var hårdt ned af bjerget, eftersom man hele tiden skulle spænde i benmusklerne, for at holde igen, så man ikke gik for hurtigt. Jeg lider meget af højdeskræk og det var meget skræmmende at gå der, se flere hundrede meter ned og samtidig nogle gange glide lidt, fordi der var så stejlt! Ved halvvejen ned til Sceleton Point (dvs. 1/4 var gået) stod der en stor flok muldyr bundet - de bruger dem til at transportere ting op og ned af bjerget. Det var virkelig et besynderligt dyr, de lignede mere heste end de lignede æsler, så egentligt lignede de meget robuste, muskuløse og høje heste, med rigtig lange ører! De var virkelig søde! Inden vi fortsatte ned videre mod Sceleton Point, var der en park ranger, som sørgede for at folk havde nok vand med til resten af turen. Han spurgte os om hvor mange litre vi havde, og jeg svarede tre, Josephine en, Martine to og AK otte. Det sidste troede han ikke på, så vi grinte alle sammen og viste ham AKs indhold i sin taske, som rigtig nok havde otte litre. Så vi fik lov til at fortsætte videre.
Den næste fjerdedel var virkelig hyggelig, vi gik og snakkede og snakkede om alt og intet og fik rigtig lært hinanden ordentligt at kende. Josephine og Martine er de sødeste piger, og jeg glæder mig virkelig til at se dem igen i Danmark.
Vi nåede Sceleton Point i rigtig god tid - hurtigt går det, når man har det hyggeligt. Vi fik taget en masse billeder og spist en sandwich, inden de igen var tid til at gå tilbage op ad bjerget - der hårde stykke. Og ja, tro mig det var virkelig hårdt i den varme og med den stigning. Der blev holdt mange pauser og indtaget en masse sukker, for at kunne holde det ud! På vej op sagde Martine, at der var Ocational Shadows, og jeg hørte det som Ocational Shuttles, så jeg blev først rigtig glad og derefter virkelig skuffet. Så der var nærmest fatamogana med ørerne.
Grand Canyon er virkelig et smukt, smukt sted. Og kæmpe enormt. Der var virkelig langt ned, og vi nåede ikke ned til floden på vores vandretur. Så hvor kløften starter og ned til floden er to dages vandring, dvs. meget langt! Tilbage i lejren havde vi virkelig brug for et bad, hvilket er meget dyrt! Så gratis bad blev med håndsæbe under vandposten - men det gør ikke så meget, når alle gør det. Det var virkelig koldt, og værst var, at der i klipperne er oxideret jern - altså rød stenmasse og på stierne rød sand/grus. Så vi havde rødt støv overalt - det var virkelig umuligt at vaske af sig og vaske ud af tøjet, de bukser jeg havde på blev smidt ud, for de havde røde plamager over det hele.

Zion og Cowboy Ranch

Morgenen efter skulle vi tidligt afsted mod Zion National Park, jeg nåede da at tage et karbad. Vi kørte gennem Arizona og ind til Utah - Utah er mormonernes stat, hvilket man faktisk tydeligt kan se. Over alt er der skilte med Jesus og religion, vores leder fortalt at han engang skulle spille en koncert i en hal, og udenfor var der et skilt hvorpå der stod, at det var forbudt at drikke og forbudt at danse. Så de gik ind i den store hal og fik alle vinduer mørkelagt, så de ikke opdagede alkoholen og dansen. Vi tog ud at købe ind til aftensmad og her var det også tydeligt at der var mormoner. Tøjet de bar var pastelfarvet med lange bukser og lang skjorte, måske en hat. Rigtig fint og rigtig passende - åbenbart, og der stod vi så i soltop og korte shorts og svedte. Vi ankom til campingpladsen og lærte at stille telt op, men godt med erfaren spejder, må indrømme at AK er god til at sætte telt op og jeg er rigtig god til at finde pløkker og kigge på!
Pludselig uden forberedelse skulle vi ud at trekke, så i trekking tøjet kom vi, pakke en taske med udelukkende vand og afsted mod nationalpark bussen. Det var virkelig varmt og hårdt, men rigtig meget det hele værd. Vi så vandfald, egern, dådyr, smukke blomster, forskellige bjergarter, søer og ja, alt muligt. Det var virkelig, virkelig smukt. På trekket mødte vi to munke, som senere sad og mediterede i den smukke natur, og det vækkede nogle dejlige fredfyldte følelser at se ham der, nærmest et med natur.
Vi havde fået fat i et hæfte, så vi kunne udfylde nogle opgaver om naturen og stedet, og derved blive 'junior ranger' for national parken. Da vi tog busser rundt til de forskellge små vandrestier, var der masser af tid til at lave opgaverne. Men efter vandringen var kontoret lukket og vi kunne ikke få vores bevis på at vi var blevet juniorrangers. Da vi kom tilbage var der tid til aftensmad, og selvom det måske ikke var direkte gourmet mad, er næsten alt mad ufattelig godt, når man ligger i telt og har vandret hele dagen. Bagefter var der hygge ved bålet og så skulle vi sove i telt. Det var dejligt med at sove i telt og jeg nød det, for jeg vidste at efter en til to uger ville det blive forfærdentligt.
Næste morgen skulle vi tidligt afsted om morgenen for at nå næste destination, nemlig en Ranch, men stadig i Utah. Det bedste ved morgenen var den dejlige grovvalsede havregryn med sukker og fedtfattigt mælk, alle os danske piger fik det morgenmad, vi længe havde gået og drømt om.
Naturen i Utah er helt specielt, man kan se hvordan bjergene bare er skubbet op af mægtige krafter. De stikker meget pludselig op, slet ikke som andre steder jeg har set. Og deres farver er grålige, sandfarvede og røde. Forskellige lag fra forskellige bestemte tider i verdens naturhistorie.
Om morgenen tog vores leder os ind til nationalparkens center - stedet der var lukket aftenen før. Og vi skulle alle stå på rigtig spejdermaner med hånden til panden og aflægge ranger ed. Så vi fik vores ranger badges og har lovet at passe godt på naturen i Zion National Park og alle de andre!
Herefter gik turen til en Ranch - stadig i Utah. Det var en helt rigtig Ranch med masser af cowboy heste, hunde, cowboys og ørken. Vi trak straks i badetøj og kørte til Lake Powell. Lake Powell er virkelig et smukt sted. Normalt er det en canyon med en flod i, men for mange år tilbage lavede de en dæmning og fyldte canyonen op med vand, så søen er meget dyb. Vi badede og slikkede sol, så på sandsten og fik fortalt geologiske historier. Vi tog tilbage til Ranchen og skulle nu ud at ridde i ørkenen. Jeg fik den hurtigst gående hest og den var virkelig sød - Big Jim hed den. Desværre måtte vi ikke bare ridde alt hvad vi kunne, men skulle gå i en række rundt. Der var Big Jim ikke tilfreds med, og han ville meget gerne foran, hvilket jeg godt kunne forstå. Jeg red bagerst med Josephine, og nogle gange holdt vi hestene tilbage for at kunne ridde hurtigt op til de andre. Til aftensmad var der cowboy dinner, som de kaldte det. Det bestod af en kæmpe steak, coleslaw, sweetcorns, bønner og lemonade. Stedet var åbenbart kendt for trekamerika grupper, og der var to grupper på samme tid som os. Så vi fik et par øl til aften inde i den ombyggede lade, hvor der var billiard, kortspil, sofaer og rigtig hyggeligt.
Da vi var ude i ørkenen var der ikke mange insekter, og det var altså et godt sted at sove under stjernerne. Og det var under stjernerne! Det var rigtig flot at ligge og kigge op på og falde i søvn. Og jeg fik bestemt en god nats søvn, eftersom jeg var den heldige, der lå mellem AK og Josephine, så der var to til at varme mig.