torsdag den 21. juni 2012

Santa Fe, Aliens & Grotte

Efter en god omgang morgenmad i Monument Valley gik turen mod Santa Fe, New Mexico. Det var en lang køretur og vi ankom lige til at alle butikkerne i byen lukkede. Byen var meget, meget hyggelig. Et sted jeg ville ønske vi kunne bruge mere tid på. Der er muligvis ikke så meget at lave, men menneskerne var bare så venlige, at der helt sikkert skulle bruges nogle flere dage! Vi gik rundt på 'plazaen', og her var en betjent, som viste os en rigtig god is bod, hvor vi fik lov til at smage masser af gratis smagsprøver, før vi bestilte en lille kugle is. Vi gik rundt om torvet og købte popcorn i en popcorn bod af en gammel mand, de var virkelig gode, bortset fra at jeg købte med jalapeño på, så de blev rimelig uudholdelige i længden!
Vi mødtes med resten af gruppen til en omgang fælles nachos på en god restaurant, hvorefter vi skulle tilbage til campen og sove.
De søde piger - sjove hatte
Dagen efter stod på Roswell og Carlsbad Caverns. Vi fik tid til at se Roswell til middag. Roswell er en virkelig mærkelig by. De mener at der har været tegn på at aliens har besøgt jorden i et område ved Roswell. Så alt har bare noget med aliens at gøre! De havde så mange nips butikker, hvor man kunne købe alt med aliens, og de havde bøger med forskellige konspirationsteorier, bl.a. at Marilyn Monroe blev dræbt af den amerikanske regering, fordi hun vidste for meget om alt muligt - bl.a. aliens.
Der var restauranter, bagerier, museer med fokus på aliens, der var sågar en væg, hvorpå folk havde sat opslag med billeder de havde taget af UFO'er. Så mærkeligt et sted!





Herefter ankom vi til naturreservatet Carlsbad Caverns, som er en kæmpe stor grotte med drypsten, flagermus, svaler og mørke! Vi fik adgang til grotten og gik og kiggede på de flotte drypsten, det var rigtig koldt, men virkelig flot. Anne Kathrine og jeg gik alene sammen i grotten, og vi kommer så til et skilt hvorpå der står 'Cave watching' og der er ovenover et videokamera, AK går straks hen og sætter hovedet foran kameraet, og jeg spørger hvad hun laver. Hun troede altså at cave watching var, så man kunne se ind i kameraet og se grotten med nattekikkert, men nej, det var bare et overvågningskamera!
Vi kommer tilbage til campingpladsen og får fajitas og går tidligt i seng.




Vores tur bestod af rigtig meget kørsel, og derfor magasiner, ordspil, søvn, Desperate Housewives og søvn i store mængder!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar