Grand Canyon

Efter Utah gik turen til Grand Canyon. Det var en rigtig lang køretur vi skulle ud på, og det værste ved lange køreture er, at man rigtig sidder og tænker på alt muligt. Så jeg havde virkelig meget hjemve den dag. Inden ankomst til Grand Canyon skulle vi købe ind til aftensmad i Wal Mart. Det var min gruppe som skulle lave maden og vi købte ind til lækker chili con carne. De andre piger havde fri og gik rundt og kiggede på wallmart tøj, hvilket er meget billigt - vil lige understrege meget! Så hvad hjælper på en trist pige? Lidt shopping selvfølgelig, så jeg købte mig et par billige trøjer og fik igen et lille smil på læben.
Noget besynderligt ved Walmart er, at der i deres indgang er en kæmpe opslagstavle, hvorpå man kan få ophængt opslag om forsvundne personer. Det er helt vanvittigt, så mange der hang der, og jeg blev helt trist. Vores stat og medier gør noget ved forsvundne personer, jeg har aldrig set et opslag med det nede i en brugs eller lignende. Om aftenen hyggede vi omkring bålet, hvor vi fortalte lidt om os selv. Vores turguide var lidt speciel, han havde ihvertfald oplevet lidt af hvert i en ung alder. Han var 28 og havde været guide i to år, pilot, pirat, skibums, boet i Mellemamerika, bygget faldskærme, og sidste år bestog han 22 vulkaner. Hvor meget af det der var sandt ved jeg ikke, men speciel var han da.
Vi gik tidligt i seng af udmattelse - at snakke engelsk en hel dag kan godt være trættende og desuden skulle vi op og vandre dagen efter.
Vi stod tidligt op og spiste masser af morgenmad og tog afsted mod canyonen. Vi var de fire danske piger, og vi havde 10 km foran os, fem ned af bjerget og fem op igen. Vores mål var Sceleton Point som skulle være et smukt udkigspunkt. Vi begav os afsted, og selv efter kort tid kunne vi mærke varmen, det handlede om at have nok væske med. Det var hårdt ned af bjerget, eftersom man hele tiden skulle spænde i benmusklerne, for at holde igen, så man ikke gik for hurtigt. Jeg lider meget af højdeskræk og det var meget skræmmende at gå der, se flere hundrede meter ned og samtidig nogle gange glide lidt, fordi der var så stejlt! Ved halvvejen ned til Sceleton Point (dvs. 1/4 var gået) stod der en stor flok muldyr bundet - de bruger dem til at transportere ting op og ned af bjerget. Det var virkelig et besynderligt dyr, de lignede mere heste end de lignede æsler, så egentligt lignede de meget robuste, muskuløse og høje heste, med rigtig lange ører! De var virkelig søde! Inden vi fortsatte ned videre mod Sceleton Point, var der en park ranger, som sørgede for at folk havde nok vand med til resten af turen. Han spurgte os om hvor mange litre vi havde, og jeg svarede tre, Josephine en, Martine to og AK otte. Det sidste troede han ikke på, så vi grinte alle sammen og viste ham AKs indhold i sin taske, som rigtig nok havde otte litre. Så vi fik lov til at fortsætte videre.
Den næste fjerdedel var virkelig hyggelig, vi gik og snakkede og snakkede om alt og intet og fik rigtig lært hinanden ordentligt at kende. Josephine og Martine er de sødeste piger, og jeg glæder mig virkelig til at se dem igen i Danmark.
Vi nåede Sceleton Point i rigtig god tid - hurtigt går det, når man har det hyggeligt. Vi fik taget en masse billeder og spist en sandwich, inden de igen var tid til at gå tilbage op ad bjerget - der hårde stykke. Og ja, tro mig det var virkelig hårdt i den varme og med den stigning. Der blev holdt mange pauser og indtaget en masse sukker, for at kunne holde det ud! På vej op sagde Martine, at der var Ocational Shadows, og jeg hørte det som Ocational Shuttles, så jeg blev først rigtig glad og derefter virkelig skuffet. Så der var nærmest fatamogana med ørerne.
Grand Canyon er virkelig et smukt, smukt sted. Og kæmpe enormt. Der var virkelig langt ned, og vi nåede ikke ned til floden på vores vandretur. Så hvor kløften starter og ned til floden er to dages vandring, dvs. meget langt! Tilbage i lejren havde vi virkelig brug for et bad, hvilket er meget dyrt! Så gratis bad blev med håndsæbe under vandposten - men det gør ikke så meget, når alle gør det. Det var virkelig koldt, og værst var, at der i klipperne er oxideret jern - altså rød stenmasse og på stierne rød sand/grus. Så vi havde rødt støv overalt - det var virkelig umuligt at vaske af sig og vaske ud af tøjet, de bukser jeg havde på blev smidt ud, for de havde røde plamager over det hele.