Vores fly var klokken 9.00 om morgenen, og vi ankom i rigtig god tid til lufthavnen - rigtig trætte efter en lang natbus. Men selvfølgelig betød klokken 9 ikke klokken 9, og vi ventede og ventede. Først klokken 10.45 sad vi i flyet. Det var et privatfly med kun os og to piloter. Det var en kæmpe stor oplevelse at se linjerne, der var en abe, en haj, en hund, en kollibri og en masse andre billeder lavet ud af linjer i ørkenen.
For lige at snakke om Perus forskellige jobmuligheder igen, vil jeg lige nævne at vi på vej ud af lufthavnen så en professionel snorholder indenfor bumløftning, det er simpelthen så mærkeligt hvad de finder på, for at få folk i arbejde! Personen stod simpelhen og ventede på der kom biler, for så at løsne sit greb om snoren, så bommen gik op, og derefter trække bommen ned igen...
Tilbage i Nazca ventede vi på vores bus videre til Ica. Vi fik lækker kage på plazaen og jeg købte en virkelig smuk halskæde ved en rar gadesælger, som var venlig og tage et billede af os i den lille park.
Ved ankomst i Ica ville vi finde en billigt hostel - men der er bare et eller andet med, at når man tydeligvis er en 'gringa', så er alt automatisk dyrere. Så åndssvagt! Vi fandt endelig et udemærket sted - det var jo kun en enkelt nat. Ica er en forfærdentlig grim by - intet at komme efter, så dagen efter tog vi 4 km ud til den lille oase i ørkenen, Huacachina. Et virkelig smuk og eksotisk sted. Vi tog tidligt derud. Og det var virkelig smukt. Hostelet havde pool - men det var slet ikke særligt luksuriøst, men det var kun en nat.
Vi gik en tur rundt om oasen inden vi skulle ud på en aktivitet. Selvom oasen så rigtig idylisk ud langt væk fra, var det forfærdentligt at se alt det skrald, som lå rundt omkring den. De er ikke særlige gode til at rydde sådan noget op - heller ikke at sætte skraldespande op, så det ikke sker.
Vores eftermiddagsaktivitet var sandboarding og buggyride. Det var en stor bil, som kunne køre hurtigt ude i ørkenen - lidt ligesom en jeep, bare større. Og sandboarding er ligesom snowboard på sand. Det bar virkelig adventure med adrenalin i blodet hele tiden. Buggyriden var ligesom at køre i en evig lang rutsjebane, rigtig sjovt! Første bakke vi kom til i ørkenen, sad vi først på boardene, som var de kælke. Og efter lang tids overvejelser prøvede vi at stå på dem som snowboards ned ad bakken. Det har ikke set yndigt ud! De sidste fire bakker lå vi med hovedet først ned ad. Det var så vildt. Det var virkelig stejlt og vi fik meget fart på. Jeg ligger snart en film ind med det!
Tilbage i Huacachina var vi fulde af sand - især skoene var slemme. Jeg kunne blive ved med at hælde sand ud af dem!
På turen havde vi mødt to tyskere, som vi aftalte at mødes med senere. Og da det var vores sidste lørdag aften, besluttede vi os for at tage på diskotek. Dette diskotek spillede åbenbart kun sydamerikansk musik, så vi følte os ikke på hjemmebane!
Efter en god omgang streetfood og en kort nats søvn skulle vi dagen efter til Paracas. Ved ankomst valgte vi at tage en taxi ind til byen - selvom vi sagtens kunne have gået, men trætte var vi efter diskoteket! Vi fortalte taxichaufføren hvor vi ville hen, og han kørte os et anden sted hen, hvor en mand udenfor fortalte os at hostelet desværre var under ombygning, så vi ikke kunne bo der og nu skulle bo på hans hostel. Det er altså sydamerikansk måde at vinde de andres gæster på. Betalte taxichauffører for at snyde turister. Vi blev sure - for vi vidste at han løj, så vi valgte at gå og gik så hen til et andet hostel, som viste sig at være rigtig godt! Om aftenen snakkede vi med en lokal, som gav os lov til at bruge hans kontor til internet, det har rigtig venligt af ham, og han kunne en smule svensk, så vi fik også snakket lidt scandinavisk med ham.
Vi gik tidligt i seng, da vi dagen efter skulle på bådtur kl 7.30 til Ballestas Island.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar