I køen til toget mod Cuzco snakkede vi med fire tres årige amerikanere fra Utah. De var meget interesseret i at høre om vores rejse og var i det hele taget meget venlige. Da vi så skulle med bussen kom vi tilfældigvis til at sidde tæt ved dem, og vores dårlige maver og Perus dårlige hygiejne kom på tale. En af mændende spurgte om han skulle hjælpe med at finde en læge til os, og vi takkede ja. Og det viste sig, at da vi ankom til Cuzco, holdte lægen på busterminalen, vi blev kørt direkte til lægen, undersøgt og indlagt på klinikken på grund af dehydrering, parasitter og salmonella. Godtnok var inka trapperne hårde, men det her var meget værre på alle mulige måder. Jeg syntes ihvertfald, at jeg lige pludseligt var meget langt væk fra min mor og far! Men manden fra USA var ved os og trøstede os og gav os sin velsignelse. Og det var meget rart pludselig at føle sig i trygge hænder, især når der ikke var overskud til andet end at sove. Efter 18 timers indlæggelse blev vi udskrevet og fik en masse piller. De rare amerikanere kom forbi med deres privat chauffør og vi kørte rundt i Cuzco by med dem. De var simpelhen nogle af de rareste mennesker vi har mødt hernede indtil videre. Uden dem var vi ikke kommet til læge så hurtigt og vi havde hellere ikke haft overskud til noget som helst! Jeg er ihvertfald beæret over, at der findes så behjælpelige mennesker i verden - for ærlig talt, så tror jeg desværre at de er i mindretal. De har ihvertfald åbnet mine øjne og er et stort forbillede til hvordan jeg selv gerne vil være.
Men efter rundturen gik det til busterminalen, hvor vi tog direkte til Puno og direkte til et kontor for at aflevere vores store rygsække og så til Uros Island - flydende sivøer. Det vildeste var nok, at jeg ikke blev søsyg! Men havde både søsyge armbånd og taget piller imod søsyge, så måske det var derfor. Men det var vildt at jeg ikke blev syg!
Efter Uros Island tog vi til øen Armantani, hvor vi skulle bo ved en familie. Det var meget primitivt! Deres traditionelle tøj er et stort meget pink skørt, en hvid skjorte med blomster på og et sort tørklæde med flere blomster på. Familien snakkede selvfølgelig ikke engelsk, så vi prøvede os frem på spansk og med en masse fagter. Værst var nok at når vi fik sagt noget på spansk, de forstod, så svarede de selvfølgelig på spansk, og det forstod vi ikke.
Men vi spillede lidt bold med de to små piger og til middag fik vi lækker suppe og kogte grønsager - mums! Bagefter tog vi et lille hvil i vores senge, som havde strå under madresserne, og det var meget idyllisk at kunne høre de små lam mæ'e ude på marken. Huset var meget primitivt, toilettet var selvlavet af ler, og man skulle selv skylle ud med en spand vand. Og udenfor var en regntønde med vand til håndvask - tak for desinficerende! Selvom vi havde bord og bænke sad familien omkring bålet og spiste. Så det var noget af en oplevelse!
Om eftermiddagen skulle vi op og se et tempel. Og det var bare bakke op! Ude på søen på de andre øer var masser af øer med lyn overalt! Så jeg valgte ikke at gå derop pga. den farlige regn. Det var virkelig koldt! Jeg tror at i har varmere vejr i Danmark end vi har her oppe i bjergene! Tilbage ved familien fik vi endnu endgang lækkert varmt mad med det traditionelle coca te. Og bagefter blev vi klædt ud i det lokale tøj og så skulle vi til fiesta! Desværre mødte kun en anden familie op ud over vores - pga. den FARLIGE regn. Så fest var det ikke rigtigt - trods musiker og lokal dans. Det var faktisk meget akavet at skulle danse lokal mærkelig dans med de ældre kvindelige øboere, men vi kom da igennem det! Bagefter musikerens sølle nummer kom han rundt med en hat hvori vi skulle lægge drikkepenge i! Ikke de lokale, kun de lyse meget rige turister, som de tror vi er. Det er virkelig noget af en ulempe at være høj, hvid, lyshåret og engelsktalende, for de tror virkelig at vi har sindssygt mange penge. Og selvom en tyver ikke er meget for os, er det altså meget hvis hver eneste musiker, hver eneste guide, hver eneste tjener, hver eneste person skal have penge af os! Jeg vil hellere selv bruge pengene! Men nææ nej, de skal gives til alle de 'fattige' peruvianere.
Der regnede vildt om natten, og det var svært at sove under bliktaget!
Dagen efter sejlede vi ud til Tequille øen, hvor vi skulle gå op på klippeøen og spise (igen lækkert mad) og ned igen ad 500 trin. Hvilket betød meget overbelastede ben. Alles ben sitrede, og jeg var fuldstændig afkræftet og slet ikke klar på de høje bølger det ventede ude på søen! Puha, det var forfærdentligt, så jeg måtte tage et par piller og mine armbånd på, og havde det alligevel lidt dårligt. Så nubhar vi været på søen Titicaca - højest beliggende sø man kan sejle på, ca. 4000 meters højde! Så selvom det kun var 11-15 grader, så havde jeg alligevel forbrændt næse. Det er lidt skørt at stå og tage solcreme på, når der er så koldt! Men logisk når vi er så tæt på solen.
I Puno gik vi rundt i byen for at finde et hostel, en venlig kvinde på et bureau hjalp os, og vi fik et hyggeligt hostel, hvor 'abuela' (bedstemor) gav os lov til at låne 'cucina' (køkken). Så vi kunne få lov til at lave mad uden at blive syge! Så alt blev overhældt med kogende vand, selv tomaten og bestikket inden det skulle bruges! Og til dessert lavede vi frugt salat med papaya, mango og æble - alt skrællet selvfølgelig. Puno er ikke den bedste by, og også derfor at vi tog med bussen tidligt imorges klokken 7.00 til Copacabana. Og her er virkelig dejligt! Her er rimelig varmt - når ikke der er skyer, for så er der koldt! I morgen tager vi til Isla del Sol (Solens ø) og regner med at overnatte der en nat, for så at tage tilbage til Copacabana og derefter videre til Bolivias hovedstad La Paz!
Vi er begge raske og friske og har det godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar