Glaskogen Naturreservat

Glasskogen Naturreservat

Jeg og Anne Kathrine havde før afrejsen til Sverige planlagt en vandretur på fire dage - tre overnatninger omkring de to søer 'Övre Gla' og 'Store Gla' i Glaskogens Naturreservat. Selvom vi begge er spejdere, havde ingen af os før turen prøvet at være på vandretur, hvor vi inden har skullet rationere både mad og tøj til rygsækken, så den vejede mindst muligt. Vi var begge enige om, at turens formål dels var at se smukt natur og at leve primitivt i den, men også at afprøve vores personlige grænser og også for at lære hinandens grænser bedre at kende, for på en vandretur med kun hinanden, er der stor chance for mærke et psykisk pres. 

Dag 1:

I bilen på vej mod Lenungshammar kørte vi gennem reservatet, hvilket var et rigtigt smukt syn, og vi blev mere og mere spændte på de kommende dage vi skulle tilbringe i reservatet. Vi kunne først ikke finde stien i Gransjön, hvor vores vandretur skulle starte. Da meget af tiden gik med at finde stien, besluttede vi derfor, at køre op til stedet Kullerud. Vi blev sat af 1 km før Kullerud, da en bom spærrede grusvejen. Da vi trådte ud af bilen, begyndte det at regne voldsomt, så vi startede turen i regntøj og regnslag over vandrerygsækken, men der var ingen sure miner, for vi var taget afsted med højt humør. 

I Kullerud kunne vi heller ikke finde stien, så vi ledte og ledte, og var næsten i tvivl om, om vi overhovedet var i Kullerud. Men efter lang tids søgen fandt vi dog den orange markering af stien. Terrænet var mere hårdfør end forventet, det var meget stejlt, sumpet fra regnen, og flere af stederne stod blåbærbuske, lyng eller højt græs ind over stierne, så stien var svær at betræde. 

Regnens selvlavede vandløb ind over stierne

Alternativ 'bro' over et vandløb

Vi holdte hvil på vej op ad bjerget, da solen var kommet frem. Vi måtte derfor af med regntøjet igen, for det blev ulideligt varm at gå i det tætte regntøj, men det var også rigtig dejligt at få varmet kroppen af solen. På toppen var et udsigtspunkt ud over en skovsø, her plukkede vi masser af vilde blåbær. 

På toppen ved udsigtspunktet

Og senere kom vi frem til et åbent og meget sumpet sted, med vilde hindbær og skovjordbær - de bedste bær vi nogensinde havde smagt! Vi plukkede nogle og satte på strå til at spise på vej til vores frokost sted og andre indsamlede vi og gemte til senere.

Der indsamles vilde bær

Vilde svenske skov jordbær

Ved middagstid ankom vi til badestedet ved Älgsjön med lækker strand, hvor vi fik madpakker og badede - her var dejlig solskin, der kunne varme os efter det lidt kolde vand. Eftersom regnet jo havde gjort stien rigtig sumpet, havde vi hele turen igennem haft mange forhindringer, og havde prøvet at undgå at trædde i pølene, dette resulterede i, at vi i gennemsnit med pauser hele dagen havde gået med en fart på 1,15 km - altså var vi kommet rimelig sent til badestedet, og måtte derfor ændre den i forvejen planlagte tur. 

Kantareller!!

På vejen tilbage til stien fra badestedet fandt vi en masse kantareller, som vi samlede til aftensmaden. Herefter vandrede vi videre til en shelter, hvor vi ankom ved syv tiden. Jeg er i tvivl om, at jeg nogensinde har følt en sådan glæde over en egentlig så lille begivenhed. Men vi var begge to så næsten overdrevne glade af at have nået vores mål, og udover dette, så var stedet så ufattelig smukt og idylisk. Efter at have slået lejr lavede vi risotto med de selvsamlede svampe, selvom risottoen var noget købt pulvermad, så smagte det fantastisk. Om det var sulten, som fik maden til at smage så fantastisk, eller om det var princippet i, at vi selv havde fundet vilde svampe og tilberedt dem. Men godt, det smagte det ihvertfald. Efter maden og opvasken badede vi i den smukke, lille skovsø ved navn St. Abborrtjern, - 'tjern' er et svensk ord for 'skovsø'. 

St. Abborrtjern

Vi var helt alene ved skovsøen, for der var fuldstændig stille, de eneste lyde var når vinden blæste i træerne, eller en sød lille fugl kvidrede. Efter badet dækkede vi shelteren så godt som vi kunne, for at undgå myg, knot, vind og eventuelle vilde dyr ude - selvom bjørne og ulve kun sjældent angriber mennesker, kunne vi alligevel ikke lide tanken om, at de muligvis var derude et sted. Vi spillede lidt hyggeligt kort, og lagde os derefter til ro. Der gik ikke mange minutter, før vi begge sov tungt indtil ved fire tiden, hvor vi kunne høre adskillige elge i det fjerne, som kaldte efter hinanden. 

Shelteren vi overnattede i

Dag 2:

Havregrød med de selvplukkede bær

Da vi om morgenen vågnede, var der så tåget udenfor, at vi ikke kunne se søen og den anden side mere. Men mens vi kiggede ud på tågen kom solen pludselig frem gennem tågen, og vejret var dejlig lækkert. Vi lavede havregrød med de vilde bær, vi havde plukket dagen før, og som sagt, så var de de sødeste jordbær, vi nogensinde havde smagt, og grøden blev altså dejlig perfekt.  Vi vandrede videre efter maden, og vi var trætte i starten, da terrænet var sumpet og lidt kedeligt. Men vi tog det lidt anderledes end dagen før, vi var for trætte til at skulle overskue de sumpede områder, så vi vadede bare igennem dem, hvilket altså resulterede i vandrestøvler, der var totale våde både uden på og inden i. Så vi besluttede os til at skifte til vores nykøbte Teva vandresandaler, og vi fik rigtige beskidte tæer, men det var intet problem for os, for vi hyggede os rigtig meget. 

Vi ankom til en resteplads ved en lidt større grusvej nær Greåna, hvor vejret ændrede sig til regn. Her fik vi tunmadder og varm suppe, desuden var det også første gang vi så mennesker igen, der var både biler, hundeluftere og mennesker med kanoer. Selvom man er to personer, så føler man sig ganske alene i sådan en skov, og er en rigtig dejlig følelse bare at mærke sig selv og leve i nuet, men trods det, så er det nu altså også rart at være social. Efter maden pakkede vi sammen og gik hen til en kulturseværdighed, som var lidt en skuffelse, da det bare var et par sten og nogle brædder og en historie om en mand, der havde et savværk. Ingen af os syntes det var spændende, så vi gik videre med det samme. 

Udsigt fra dæmningen - overnatningshytten kan skimtes

Vi kunne ikke finde stien igen, og var uenige om hvor vi skulle gå hen, selvom vi både havde kort og kompas. Og det hjalp ikke på humøret, at vi havde sandaler på, for det resulterede i, at vi ikke kunne stå stille på grund af myrere over alt, men til sidst efter lang, lang tid, fandt vi endelig stien, og humøret kom op igen. Vi fandt sangbogen frem, og sang spejdersange hele vejen hen til overnatninghytten, hvor vi skulle tilbringe natten. 

Udsigt ud over Gladåkern

Hytten lå det smukkeste sted i området Gladåker. Her var en dæmning mellem søen Gladåkern og Övre Gla. Vi ankom tidligere end forventet, præcis klokken fem, og havde derfor masser af tid til at slappe af inden aftensmaden skulle tilberedes. Vi satte os på nogle klipper helt nede ved søen med et æble og nød udsigtet over Gladåkern, med sol i hovedet. Pludselig kom en flok mennesker forbi på dæmningen. Vi gik hen for at snakke med dem, og det viste sig, at de var spejdere fra Frankrig, som var forbi Glasskogen, inden de skulle på Verdens Jamboretten i Sverige. 

Æbler med kanel

Vi badede os i søen i solskinnet, så solen varmede os dejligt. Før turen havde jeg lidt fobi for søer, men efter en lang vandretur hele dagen i solskin, var det en nødvendighed at bade sig, og min fobi er nu væk, for det var dejlig befriende at bade i søen efter den lange hårde tur. Vi lavede aftensmad over bål - spaghetti bolognese, og herefter lavede vi en dessert i form af ristede æbler med kanelsukker, det smagte så fantastisk godt! 

Vi fik desuden også besøg af en lille fugl, som næsten var hel tam. Den gik rigtig tæt på for at tage brødkrummer fra jorden, og der gik meget tid med at tage masser af billeder af den.

Fuglen

Senere gik vi ud på broen ved dæmningen, hvor vi, for at strække musklerne ud, lavede yoga i solnedgangen, det var egentligt rimelig besynderligt at stå midt på en bro og lave yoga, men vi havde det hyggeligt, og det er nu også rart at kunne fjolle sådan med en rigtig god veninde. 

Solnedgang

Desuden tog vi os også et kortspil på dæmningen og afkølede fødderne i vandet, hvilket var nødvendigt for at fødderne ikke hævede op til dobbelt størrelse, og det var helt sikkert det, som gjorde det muligt at vi dagen efter kunne trække i vores sko igen. Da solen næsten var gået ned, spiste vi pistacienødder og sang ved bålet, indtil det var helt mørkt, og vi lagde os til ro. 

Dag 3:

Til morgenmad lavede vi havregrød med æbler og kanel, da det jo dagen for havde været en succes. Vi havde snakket i lang tid, da vi skulle sove, så vi var rigtig trætte, og desuden havde vi to dages vandreture bag os, så alle muskler var utrolige ømme. Dagen startede altså hårdt ud. På vej mod vores middagssted, opdagede vi på kortet, at det var muligt at tage en genvej på en grusvej hen til Ned. Djuvsheden ved Övre Gla, hvor vi ville bade og spise frokost. Da vi åbenbart havde gået hurtigere end forventet, ankom vi dertil allerede kl. 12.00, så vi besluttede os for kun at tage en lille rugbrødsmad. Vi badede og slikkede lidt sol, her var desuden andre mennesker, da det var et rimeligt godt sted for kanoer at sejle i land, så vi var de eneste backpackers på pladsen. Herefter tor vi afsted mod den geografiske seværdighed 'Isgrotta', som også blev lidt en skuffelse, da det egentligt bare var nogle klipper, hvor der nedad løb vand. Vi havde ihvertfald forventet noget lidt vildere, og kunne begge ikke se, hvad der var specielt ved stedet. Måske ville det være et flottere syn om vinteren, hvis det nedløbende vand frøs til is. 

Isgrotta med AK

Men alligevel fik vi os et hyggeligt hvil. Da vi ankom sad et lille egern på en gren ca. 3 meter fra os og kiggede ned, det var virkelig sødt. Men vi nåede ikke at tage et billede før egernet forsvandt igen.

Da vi gik videre, gik vi op og op og endnu mere op - vi har begge højdeskræk, og stien var ikke andet end få centimeter fra skranten ned, men op kom vi da, indtil vi kom til et kryds. Vi kiggede på kompasset for at finde retningen og så, at vi skulle gå mod syd, så der gik vi mod. Ved endnu en 'Isgrotta' ender stien, og vi vendte derfor om og gik den anden vej i krydset - hvilket vi aldrig skulle have gjort!

Hvor vi skulle op for at komme videre

Vi beregnede, at der nok var ca. 800 meter til den shelter, hvor vi havde besluttet at spise frokost. Vi gik og gik og gik, gennem både skove og en hede, indtil vi kom til en sø. Vi var begge rigtig lettede og glade, for vi troede, at vi endelig var ankommet, og gik videre indtil at vi kommer til et skilt, hvorpå der står 'Djuvsheden'. Vi kiggede på kortet, for Djuvsheden var ikke lige der, hvor vi havde regnet med at ankomme til. Jeg udbrød straks "F****** Djuvsheden" og Anne Katrine bliver så irriteret, at hun vredt slår på skiltet med sin vandrestav. 

Djuvsheden

Djuvsheden var nemlig slet ikke den vej vi skulle, vi var altså gået fire kilometer forkert, og må gå de fire kilometer tilbage, indtil vi igen kom til badestedet ved Övre Gla. Her fik vi endelig vores "frokost" kl. 17.30. Selvom vi var rigtig, rigtig trætte, nød vi det dejlige udsyn og humøret var i top. Men vi var alligevel så trætte, at vi stærkt overvejede at sove på græsset, for vi orkede næsten ikke at gå videre. Men alligevel fik vi taget os sammen og besluttede os for at gå videre til næste overnatningshytte, der lå 3 km væk. Vi gik hele vejen op ad bakke, og da vi ankom, kunne vi ikke finde overnatningshytten, og vi skilledes ad for at finde den. Anne Kathrine så et stort hus og kaldte på mig, og vi besluttede os for at gå hen og spørge hvor overnatningshytten lå henne. Jo tættere på huset vi kom, des mere uhyggeligt og forladt så det ud. Da vi var helt henne og stå foran huset, sagde Anne Kathrine den samme sætning igen og igen: "Vi går nu Cecilie, vi går NU!". Stedet så nemlig fuldstændig forladt og uhyggeligt ud. Der var smadrede vinduer og græsset var ubetrådt, da det var mere end en halv meter højt. Vi gik dog over på den anden side af huset, hvor der var et skilt, hvor på der stod "Overnatning". Ved siden af huset, var et lille skur med vindue i, hvor der foran var en bænk. Vi fik taget os sammen til at åbne døren, og inde i det lille skur var der seks senge, og det var altså her vi skulle tilbringe natten. 

Spøgelseshuset og 'Overnatningsstuga'

Det uhyggelige forladte spøgelseshus

Vi sad udenfor på bænken, og vi stod i en meget presset situation. Vi aftalte at trække lod om at blive og sove ved 'Spøgelseshuset' eller ringe hjem, men vi havde ikke lyst til nogen af delene, for vi ville gennemføre turen, men vi var begge for skræmte til at blive. Så vi kiggede på kortet for at se hvor det næste overnatningssted var. Det næste sted lå 4,5 km væk og det blev altså derhen vi valgte at gå. Humøret var helt i bund, og vi var både fysiske og mentale trætte og også pressede. Og da vi kom til en almindelig grusvej, overvejede vi virkelig at ringe hjem til Anne Kathrines far og bede ham om at hente os. Men vi fik taget os sammen og besluttet os at gennemføre turen. Vi gik ind på skovstien trætte på alle mulige måder, men da vi kom til den smukkeste bugt lige ved solnedgang vendte vores humør sig og vi fik det sidste energi til at gå de resterende mange meter.

Den smukke bugt

Da vi kom til overnatningshuset ca. kl. 21.00, sad der en masse tyskere omkring bålet og de havde mange telte slået op. Al energi forsvandt igen fra kroppen, og vi var næsten grædefærdige. Vi havde ingen energi tilbage til at skulle overskue hvor det næste overnatningssted lå, og vi havde slet ingen energi til at gå derhen. Så jeg spørger dem, "Is there any room in the house?". De svarede, at der desværre ikke var mere plads, og tårende begyndte så småt at presse sig på. Anne Kathrine spurgte dem med næsten gråd i stemmen, om vi måske måtte sove på gulvet i huset, og vi forklarede dem vores situation. Heldigvis fik de rare tyskere medliddenhed med os, og vi fik lov til at sove i huset på gulvet. Vi pakkede vores ting ud og badede i søen i solnedgangen, og det var dejlig forfriskende efter en ufattelig lang tur med flere travede kilometer end forventet. De rare tyskere bød os på gryderet, the, øl og snobrød, og vi sad resten af aften og det halve af natten omkring bålet og snakkede blandet tysk og engelsk med dem. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, især at være tilbage til menneskeheden og man må sige, at det ihvertfald var en happy ending på en dag, som nærmest kun kunne have endt rigtig, rigtig dårligt.

Smuk udsigt udover Övre Gla den sidste aften

Dag 4:

Den fjerde og sidste dag var vi begge fuldstændig udmattede i hele vores krop og hele vores sind, og vi kunne slet ikke overskue at skulle gå særlig langt. Til morgen plukkede vi masser af blåbær i regnen, hvoraf vi lavede marmelade, som vi spiste på det sidste brød vi havde tilbage. Vi pakkede alt sammen, fik snakket lidt mere tysk og begav os afsted på de sidste tre kilometer til byen Lenungshammar, hvor vi skulle hentes af Anne Kathrines far. Vi holdte et hvil efter hver kilomet, og fik spist det sidste mad i rygsækkene, hvilke nu var lette, selvom skuldrene og hofterne var fuldstændig ømme. Inden Lenungshammar besluttede vi os for at tage på en café i den lille by, men da vi ankom til campingpladsen og havde siddet og fået et lille hvil, besluttede vi os for, at den sidste kilomet til cafeen ikke var vaflerne og den varme kakao værd. Vi købte altså derfor is, og hyggede og evaluerede turen, indtil bilen kom for at hente os. 

Vi er begge enige om, at turen har været helt fantastisk. Det kan klart anbefales at tage på vandretur i Glaskogen Naturreservat. Både for at se noget rigtig dejligt natur, men også for at mærke sine egne og hinandens grænser. Det var over al forventning.